Albertslund mister særtilskud og går glip af millioner

Albertslund mister særtilskud og går glip af millioner

Albertslund Kommune får ikke del i den historisk store særtilskudspulje på én milliard kroner for 2027. Dermed mister kommunen en statslig indtægt, som den ellers har modtaget hvert år siden 2021.

Kim Sejr, journalist

Albertslund Kommune er ikke blandt de 22 kommuner, der i år får del i statens særtilskudspulje på samlet én milliard kroner.

Det betyder, at kommunen går glip af et særtilskud i 2027 – efter ellers at have modtaget penge fra ordningen hvert år siden 2021.

Særtilskuddet gives til kommuner med særligt vanskelige økonomiske vilkår. I år er puljen historisk stor og udgør samlet én milliard kroner.

For Albertslund betyder beslutningen, at kommunen ikke længere kan regne med den ekstra indtægt, som gennem flere år har været en del af kommunens økonomi. Der er ansøgt om særtilskuddet, men der er ikke budgetteret med tilskuddet for 2027.

77 millioner kroner på seks år

Albertslund har i perioden 2021-2026 modtaget omkring 77 millioner kroner i særtilskud.

Tilskuddet udgjorde:

2021: 11 mio. kr.

2022: 12 mio. kr.

2023: 14 mio. kr.

2024: 15 mio. kr.

2025: 15 mio. kr.

2026: 10 mio. kr.

Albertslund Kommune har dermed i gennemsnit modtaget knap 13 millioner kroner om året i særtilskud i perioden.

Årets pulje er målrettet kommuner, som staten vurderer har særligt vanskelige økonomiske vilkår. Den samlede pulje er i 2027 løftet til én milliard kroner, og 22 kommuner får del i pengene.

Det sker samtidig med, at kommunen står midt i arbejdet med budgettet for 2027. Kommunens budgetproces er i gang, og budgettet skal være vedtaget senest 6. oktober.

Havde håbet på tilskud

-Vi havde naturligvis håbet at få andel i særtilskuddene igen i år, ellers havde vi ikke ansøgt. Vi har kun ansøgt, fordi vi, alt taget i betragtning, mener, at det ville være rimeligt. 

Vores økonomi er presset, som jo også administrationens budgetkatalog viser med forslag til besparelser for 57 mio. kr., som vi politisk skal forholde os til i budgetprocessen, som vi er i fuld gang med. Det må betyde, at de kommuner, der har fået særtilskud, virkelig er i en økonomisk presset situation, lyder det fra Albertslunds borgmester, Lars Gravgaard Hansen(K) som tilføjer:

-Vi går jo altid økonomisk ansvarligt til vores budget i Albertslund Kommune, og derfor har vi ikke budgetteret med særtilskud. Det er ikke det samme som, at vi ikke havde håbet på også i år at få andel i særtilskuddene. 

Det synes jeg nu også ville have været rimeligt. Havde vi fået andel i særtilskuddene havde det selvfølgelig haft indflydelse på budgetforhandlingerne, men nu er situationen som den er, og der er ikke flere åbne ender som f.eks. et muligt særtilskud.

 Det betyder, at der er et uændret behov for prioritering. Det er så den virkelighed, vi må forholde os til, og som vi politisk må lykkes med at finde frem til en budgetaftale for, som sikrer et budget for 2027, der hænger sammen, siger borgmesteren.

Fakta:

I år har 45 kommuner søgt om særtilskud for 2027. Heraf får 22 kommer tilskud for i alt 1 milliard kroner.

De tre overordnede kriterier for fordelingen af særtilskud for 2027 er udmeldt på forhånd: Demografiske og socioøkonomiske udfordringer, aktuelle økonomiske udfordringer samt vedvarende økonomiske udfordringer.

Fordelingen af særtilskuddet sker på baggrund af en samlet vurdering af kommunens økonomiske situation og under hensyntagen til kommuners tilskyndelse til at fremme udviklingen.

Med sommerens økonomiaftale aftalte regeringen og KL ekstraordinært at forhøje særtilskudspuljen, så den i 2027 udgør 1 mia. kr.

Kilde: Økonomi-og Indenrigsministeriet.

31/8 2026