Albertslundfægter vinder DM-guld og sølv
Dagh Itsuki Shimizu-Jørgensen leverede en imponerende præstation ved Danmarksmesterskaberne i fægtning i Kalundborg. Det blev til sølv i den individuelle konkurrence og guld i holdkonkurrencen
En flot dobbeltpræstation blev resultatet for Dagh Itsuki Shimizu-Jørgensen fra Albertslund Fægteklub (ALF), da han søndag den 25. oktober deltog i DM i fægtning for kadetter og juniorer i Kalundborg.
Dagh var den eneste repræsentant fra Albertslund Fægteklub ved mesterskaberne, hvor han stillede op i kårde for U17-herrer.
I den individuelle konkurrence var der 14 deltagere fra en række danske fægteklubber. Dagh fik en lidt vanskelig start med et knebent nederlag på 4-5 i sin første puljekamp mod en modstander fra Glostrup.
Men albertslundfægteren lod sig ikke slå ud. Han vandt samtlige sine resterende puljekampe og sluttede som nummer ét i sin pulje og nummer tre samlet.
Sikker vej til finalen
I udslagningsrunden fortsatte Dagh de gode takter. Først besejrede han en modstander fra Hillerød overbevisende med 15-1 i ottendedelsfinalen.
I kvartfinalen ventede en talentfuld fægter fra Taastrup Fægteklub, hvor Dagh også træner. Her vandt han med 12-6 og sikrede sig dermed en plads i semifinalen. Her blev modstanderen fra Hellerup besejret med 15-8, og Dagh var klar til DM-finalen.
I finalen stod han over for en stærk modstander fra Odense, der er andetårskadet og har betydelig international fægteerfaring. Dagh kæmpede flot, men måtte til sidst se sig besejret med 11-15. Dermed kunne han glæde sig over en flot DM-sølvmedalje i den individuelle konkurrence.
Guld i holdkonkurrencen
Dagh var dog ikke færdig med at fægte. Efter den individuelle konkurrence deltog han også i holdmesterskabet for U17-herrer, hvor han stillede op sammen med sine træningskammerater fra Taastrup Fægteklub.
Der var fire hold med i konkurrencen, som blev afviklet med semifinaler og finale.Holdet med Dagh på banen vandt først sikkert over et kombineret hold med fægtere fra Hillerød og Kalundborg.
I finalen ventede et hold fra Hellerup, og her blev guldet sikret efter en kamp, der blev afgjort på straf for passivitet. Dermed kunne Dagh føje en DM-guldmedalje i holdkonkurrencen til den individuelle sølvmedalje.
-kis