Debat: Sociolance, nej tak! Drop tanken om Sociolancen og brug energien på botilbuddet ti psykisk sårbare personer, lyder opfordringen fra bostøttemedarbejder Allan Høyer

Debat: Sociolance, nej tak!

Der er mere brug for at få realiseret botilbuddet til psykisk sårbare borgere, end en sociolance, mener Allan Høyer, bostøttemedarbejder i Albertslund Kommune

Af Allan Høyer, bostøttemedarbejder i Albertslund Kommune

SF og Enhedslisten, foreslår at der oprettes en Sociolance i Albertslund. Et umiddelbart meget sympatisk forslag, men som der - efter min mening slet ikke er brug for. 

Som medarbejder i socialpsykiatrien oplever jeg at vi har et meget velfungerende tilbud til de allermest udsatte borgere. 

Vi har et korps bestående af 3 opsøgende medarbejdere samt et bredt udsnit af Bostøttemedarbejdere/støtte- kontaktpersoner med hver deres faglige kompetencer, organiseret i specialer. 

Man skal passe meget på med at opfinde og/eller skabe et behov, bare fordi det findes i andre kommuner.

Et tydeligt eksempel på dette, var da man i 2010 oprettede Islevgård, et samarbejde mellem Rødovre og Herlev, hvor psykisk syge kunne henvende sig i døgnets 24 timer. 

Dengang valgte Albertslund ikke at gå med i projektet og da Herlev efterfølgende trak sig, valgte Albertslund fortsat ikke at støtte op om projektet, ganske enkelt fordi man ikke vurderede at behovet var der. Projektet lukkede i øvrigt ved udgangen af 2012. 

Problemet er, at psykisk syge/sårbare slet ikke er politisk prioriteret her i kommunen. Derfor har vi heller ikke fået dét botilbud til psykisk syge, som er blevet syltet i årevis og derfor bor vores allermest udsatte borgere i kommunale boliger på bl.a. Holsbjergvej som dybest set er uegnet som boliger.  

Så kære kommunalpolitikere, drop tanken om Sociolancen og brug energien på at få realiseret dét botilbud som er politisk besluttet, men har været hen glemt i syltekrukken.

26/8 2026