Tegneseriehelten Mira vakte begejstring blandt 250 elever
Illustrator Rasmus Bregnhøi viste 250 elever fra Albertslunds 4. klasser, hvordan Mira bliver tegnet, og hvordan man kan bruge streger til at vise følelser
Kim Sejr, journalist
Tirsdag morgen blev Albertslund Bibliotek fyldt med 250 elever fra kommunens 4. klasser, da eleverne blev inviteret til et anderledes møde med tegneserieuniverset Mira.
Eleverne fik blandt andet et indblik i, hvordan den populære tegneseriefigur bliver til. Illustrator Rasmus Bregnhøi viste, hvordan Mira kan se ud, når hun er sur, glad eller overrasket – og hvordan man med få streger kan vise de mange følelser, som følger med livet som teenager.
Der var også rig mulighed for eleverne til at stille spørgsmål til ophavsmændene. Et af spørgsmålene var, om man stadig kan tegne, når man er rundet de 60 år.Svaret var et klart ja.
En helt almindelig pige
Mira er skabt af forfatter Sabine Lemire og illustrator Rasmus Bregnhøi. Hun er en helt almindelig pige, der forsøger at finde sin vej gennem livet med veninder, forelskelser, skole og en til tider lidt pinlig mor.
MIRA-serien handler netop om overgangen fra barn til teenager – med alt hvad det indebærer af følelser, venskaber, usikkerhed og store og små problemer.Tirsdagens foredrag gav eleverne mulighed for at møde nogle af kræfterne bag bøgerne og samtidig få et indblik i, hvordan tekst og illustrationer bliver til en tegneserie.
Foredraget er en del af Albertslund Biblioteks tilbud til skolerne og har samtidig fokus på at inspirere børnene til at læse fysiske bøger frem for kun at bruge skærmen.
Ud over foredraget har skolerne fået klassesæt af Mira – bog nummer 10, så eleverne kan læse videre i serien efter mødet med Rasmus Bregnhøi.
- Og hvis Mira-universet har givet lyst til mere, er der gode muligheder på Albertslund Bibliotek. Her kan man låne alle 10 Mira-bøger med hjem – måske som læsning til efterårsferien. lyder opfordringen fra Albertslund Bibliotek.
Rasmus Bregnhøi
Rasmus Bregnhøi er en markant og prisvindende dansk illustrator, forfatter, bladtegner og billedkunstnerHan er især kendt for sin ekspressive, humoristiske og legende streg, der trækker tydelige tråde til tegneserieuniverset.
Bregnhøi har skrevet og illustreret mere end 100 billedbøger og tegneserier, ofte i tæt samarbejde med markante danske børnebogsforfattere