Signmarks sidste verdensturne runder Forbrændingen
Den døve rapper, Signmark er på sin sidste verdensturné. Hans melodiske hip-hop bliver leveret på både tegnsprog og rap. Fredag kan han opleves på Forbrændingen
Der venter en helt særlig koncertoplevelse, når finske Signmark på sin sidste verdensturné lægger vejen forbi Forbrændingen i Albertslund.
Det er rapperen Marko Vilhelm Vuoriheimo, som står bag det velvagte kunstnernavn, Signmark. Han er nemlig døv og leverer sin party-hiphop med holdninger, på tegnsprog og rap.
Marko Vilhelm Vuoriheimo er født ind i en familie der benytter tegnsprog. Allerede som ung havde han ambitioner om at komme ud med sine budskaber om, at døve, frem for at blive betragtet som handicappede, i stedet bør opfattes som en sproglig minoritet.
For at lægge vægt bag holdningerne startede han Signmark som et hip-hopkollektiv i 2004. Gruppen brød dog op i 2009, hvorefter Marko Vilhelm Vuoriheimo som solist under Signmark-navnet skrev kontrakt med pladeselskabet Warner Music.
I 2009 deltog Signmark i kvalifikationen til den finske Eurovision Song Contest med sangen Speakerbox. Han vandt sin kvalifikationsrunde men blev to’er i finalen.
Både som band og solist har Signmark gennem årene begejstret publikum verden over med den unikke kombination af musik, energi og tegnsprog. Koncerten på Forbrændingen i Albertslund udgør det eneste danske stop på verdensturneen. Dermed er der lagt op til en historisk aften.
Arrangøren LadyLike lægger i aftenens program endvidere op til hyggeligt samvær, god stemning og mulighed for at møde både gamle og nye bekendtskaber efter koncerten.
-hawin
Arrangementet er støttet af Danske Døves Landsforbund og der er reducerede billetpriser for medlemmer.
Dørene åbner 19.30 og showet starter klokken 21.00