Ingen grund til panik, da Birkelundparken stod i flammer
Det var helt efter planen, da røgskyer fyldte himlen over Birkelundparken den 10. marts. Kommunen afviklede en såkaldt 'kontrolleret afbrænding' af dødt græs, så forårsblomsterne nu får lettere ved at komme til
Af Daniel Christensen
Der var røg i luften i Birkelundparken og i de omkringliggende boligområder den 10. marts. Det skyldtes, at der var ild i græsset flere steder i parken.
Overraskede lokale, som fulgte røgen og lugten, havde dog ingen grund til bekymring.
Ilden var påsat og det var helt bevidst og planlagt af kommunen.
Græsset på stierne i Birkelundparken slås jævnligt, og det betyder, at dødt græs ligger som en dyne i hele området og kvæler forårsblomsternes forsøg på at spire frem.
Kontrolleret afbrænding af natur foregår i marts i en tør periode med en passende vind fra den rigtige retning. Alt gik op i en højere enhed den 10. marts, og derfor rykkede det lokale naturfirma Care4Nature ud for at brænde græsset af.
Fra kl. 14-17 var der derfor ild og røg omkring Herstedvester skole, og børn, hundeluftere, konditionsløbere og naboer stoppede op for at følge med i, hvad der foregik.
Naturafbrænding og brandbil i Hyldemarken.
I Albertslund Kommune arbejder man for biodiversitet, og derfor begrænses græsklipning på de store græssletter, men det betyder, at blomster har det svært i konkurrencen mod græsset, som skygger og kvæler.
På Hyldemarken er der udsået hjemmehørende blomster. Almindeligvis slås hele arealet med en traktor en gang årligt - typisk om efteråret. Så samles græsset i store bunker, hvor det ligger og forrådner, indtil det bliver flyttet.
Det er en dyr omgang at få slået, indsamlet og bortskaffet græsset, så I år har kommunen prøvet naturafbrænding i stedet.
Povl Markussen fra Albertslund Verdensmål Center kiggede forbi for at opleve afbrændingen, og frivillige fra Biotopia deltog med river og branddaskere for at hjælpe ilden på rette vej.
- Hvis vi lader naturen være i Danmark, så opstår der skov. Seneste istid gav os nemlig næringsrig muldjord på Sjælland. Denne næringsrigdom er fortsat med landbrugets udledning af næring til jord, luft og vand.
- Over tid klarer træer sig rigtig godt i konkurrencen mod græsset. Dette kan opleves i successionsskoven i Biotopia, som naturligvis ikke blev brændt af. Før menneskets indblanding var det store planteædere, oversvømmelser og lynnedslag som holdt græsset tilbage.
- Nu er forholdene mere styrede, og derfor er der brug for menneskelig indblanding for at sikre blomster og rig natur. En af metoderne til at sikre biodiversiteten er altså naturafbrænding, siger Hans Wernberg, administrerende direktør i Care4Nature.
Han suppleres af Povl Markussen fra Albertslund Verdensmål Center:
- Lynnedslag og afbrænding var tidligere helt naturligt forekommende, og naturen er derfor tilpasset brand. Kig selv forbi Birkelundparken, den ligger helt sortsveden og venter på fremspiring af forårets urter og blomster.
- Måske kan du selv se at insekt-, dyre- og plantelivet får det lidt nemmere end tidligere og ellers spørg de frivillige, næste gang du møder dem i Biotopia i deres arbejde for at fremme biodiversiteten.
Ild og skilt ved Verdensmållunden